Tirsdag 13. september 2022 i tidsrummet 1100-1400 havde vi 10 elever fra FGU Haderslev (alder 15-20 år) i Vesterskoven på en let orienteringsbane på 4 km. Eleverne fulgtes parvis, og alle 5 par gennemførte med alle poster. Før løbet havde vi teoretisk undervisning og efter havde vi en opfølgende evaluering. Eleverne var positive og havde en god oplevelse.

 

Onsdag 14. september i tidsrummet 1230-1500 havde vi 5. klasse – 10 elever – fra Bedsted Friskole på sprintorientering på skolens- børnehavens- SFOens og idrætsforeningens område på et sprintkort i 1:2.000, rekognosceret og tegnet af Keld Rasmussen, HTF.

Trods et relativt begrænset område, fik børnene en virkelig god oplevelse og prøvet hvor svært det kan være at finde hurtigste vej rundt blandt bygninger, indhegninger mm.

De løb parvis eller tre sammen og havde først en forholdsvis let sløjfe på 700 m med 8 poster, for lige at prøve det i praksis, hvorefter de fortsatte direkte ud på et nyt kort (kortskifte) med en lidt sværere bane på 900 m med 12 poster. Alle hold have samtlige poster i rigtig rækkefølge, nogle havde dog et par af posterne 2 gange – det får man jo, når det går for hurtigt😊Hurtigste par løb på 18:57 min og langsomste på 35 min.

Forud havde vi en forholdsvis grundig teoretisk undervisning, og sluttede som vanligt af med en ”cirkelsprint” rundt på fodboldbanen, hvor alle også deltog.

Det er aftalt med skolen, at vi til april laver et løb i Sparekasseskoven, hvor 5.-9. klasse skal deltage.

Vedhæftet de 2 ”sløjfer” så man kan se, at et ”mindre” område godt kan anvendes, i hvert fald til elever på 5.-6. klassetrin.

 

Vi har yderligere planlagt 2 løb med adventurelinjen på Løgumkloster Efterskole. 26. september sprint i Løgumkloster og 29. september o-løb i Sparekasseskoven.

 

I 2023 er der også planlagt undervisning af 6 stk. 8. klasser på Fællesskolen Fjelstrup/Favrdalen i uge 16-20. 4 torsdage løbes sprint i Favrdalen med 1,5 klasse (ca. 30 elever) ad gangen, hvorefter der 4 mandage løbes i Vesterskoven, ligeledes med 1,5 klasse ad gangen.

Herdis og Ove